ASB Blogs
Annettes ph.d. blog

Skal virksomheder have en politik for anvendelsen af sociale medier? Ja, mener flere og flere tilsyneladende, især i en tid hvor skredet mellem hvornår man er offentlig og privat er i skred og hvor risikoen for at komme til ’at sige det forkerte det forkerte sted’ er større end nogensinde før. Især synes anvendelsen af fx Facebook at gøre det svært at gennemskue hvor ens informationer ender, lukket profil eller ej.

Jeg deltog i sidste uge i en erfa-gruppe om web 2.0 hvor emnerne var best practice og social mediepolik. Overordnet set blev der fremsat to forskellige fremgangsmåder en virksomhed kan benytte sig af, når de vil lave en politik for anvendelsen af sociale medier:

1)Politik om hvad du ikke må  - typisk baseret på regler og forbud

2)Politik om hvad vi gerne vil have du skal gøre og hjælp hertil – baseret på guidelines, gode råd og ’best practice’

I førstnævnte fremgangsmåde er udgangspunket negativt over for anvendelsen af sociale medier, og ved at fremhæve alle faldgruberne er der risiko for at de mange regler kan have en reducerende og måske endda hæmmende effekt på det at tweete, blogge, facebooke eller hvad det nu må være, medarbejderen giver sig i kast med. Ved sidstnævnte fremgangsmåde er den grundliggende præmis anderledes og mere positiv stillet over de sociale medier, da man ved at fokusere på mulighederne i udgangspunktet siger ‘det her kan vi bruge sociale medier til og her er nogle råd til hvordan du kan forholde dig til det’. Det betyder imidlertid ikke at man ikke skal nævne de mulige faldgruber, for alt andet ville være naivt, men fremfor regler vil man med denne fremgangsmåde vise nogle retninger for at navigere i de svære situationer, der måtte opstå.

Vigtigst af alt, regler eller ej, er at virksomheden tager debatten. En fleksibel politik er også at anbefale, da vi lever i en verden der forandrer sig, og det gør de sociale medier i særdeleshed også, så den pågældende politik er også nødt til at blive taget op til revision løbende i lyset af de forandringer, der sker. Som minimum en gang om året, kunne man måske starte ud med at sige (eller oftere, afhængig af politkken, virksomheden osv.). Og så bør ledelsen lade medarbejderne vide klart og tydeligt hvor de står, og at man tager medarbejderne og debatten alvorligt, og ikke bare sender dem ud til løverne uden at klæde dem på og være der til at bakke op  ’when the going gets though’, som den jo nogle gange gør derude i den sociale mediejungle. Helt konkret kan det være hensigtsmæssigt for eksempel at opstille nogle scenarier a la ’Som medarbejder hos X i den og den stilling ville det være upassende at fortælle om nye produktudviklinger på sin facebookprofil inden de er lanceret, også selvom man regner med det kun er til ens venner’ og lignende, så medarbejderne kan se scenarierne og konsekvenserne for sig. Politik eller ej skal der også være plads til at tage stilling fra gang til gang og nogle at tage debatten med, så man ikke står alene. Alt i alt meget i tråd med virksomhedens øvrige kommunikation med omverdenen og derfor ikke ukendt for de fleste virksomheder.

Ser man det fra en ren virksomhedskontekst og først og fremmest tager stilling inden for organisationens rammer, og i en corporate blog-kontekst, er Patent -og Varemærkestyrelsen et godt eksempel på en organisation der med fire et halv års erfaring har  gjort sig en del tanker om det at have nogle retningslinjer og rammer at blogge ud fra og inden for. De har eksempelvis fra starten haft en disclaimer, der gør det muligt at beskytte medarbejderne mod personangreb. Man tager således enhver kritik af styrelsen som organisation åbent på selve bloggen, da den jo er åben for alle kommentarer, men i det øjeblik kommentarerne bliver rettet mod en bestemt medarbejder og derfor falder ind under personangreb, kan disclaimeren tages i brug og kommentarene slettes. Det er dog yderst sjældent og nærmest ikke eksisterende at der har været brug for at anvende denne disclaimer i praksis.

Der synes blandt de medarbejdere i styrelsen, jeg har talt med, at være generel enighed om, at nogle få enkle retningslinjer (i tråd med nummer to fremgangsmåde nævnt ovenfor) er at foretrække fremfor en lang og uoverskuelig dosmerseddel over det man ikke må. Og så at man gør opmærksom på, at man er ansvarlig og skal stå inde for det man skriver, både som person og selvfølgelig også som den virksomhed, man nu repræsenterer.

For at få en blog til at fungere, og få nogle medarbejdere til at deltage på den, er det altså nødvendigt at overveje formål og konsekvenser, og hvad man som virksomhed kan holde til - hvad er worst case scenarie, og hvordan kan man håndtere det efterfølgende. Man giver folk en frihed, og det kan have en konsekvens, og den tages der højde for, og de bakkes op af ledelsen. Det giver en tryghed.

Meget apropos Patent- og Varemærkestyrelsen, så har de blogget om netop nogle af farerne ved facebook, man som virksomhed bør være bevidste om, hvor fokus er på juraen i forhold til brands på Facebook og andre sociale medier.

Desuden er her et par eksempler på nogle sociale mediepolitikker der bygger på tanken om at give vejledende råd, der lægger grobund til omtanke ved brug af sociale medier:

Kommunikationsforums politik for kommunikation i sociale medier: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/skabelon-for-jeres-to-nul-politik

Berlingske Medias social mediepolitik: http://www.berlingske.dk/nyheder/berlingske-tidende-faar-guidelines-til-sociale-medier

Sidder du med nogle erfaringer med den ene eller anden form for politik eller overvejelser om en sådan?

Det ser ud til at det er noget tid siden, jeg har fået skrevet noget på bloggen – afspejler vist mest af alt den temmelige indadvendte situation jeg befinder mig i for tiden med at prøve at skrive en afhandling, der skal afleveres til sommer. Men jeg har da et par korte nyheder (eller vel knap nyheder længere, da de er flere måneder gamle, hvilket jo i internetår vil sige flere år) jeg lige synes, jeg vil dele. I artiklen Økonomerne blogger er vi nogle stykker der udtaler os om bloggens anvendelse inden for særlige vidensområder som økonomi. Journalisten bag, Astrid Schou, har både spurgt de studerende og professorerne hvordan og hvorfor de synes bloggen er en god mulighed for at komme ud med økonomisk stof. Læs selv mere i artiklen, der giver nogle helt konkrete eksempler på hvor bloggen synes at have et potentiale.

En anden (gammel) nyhed er, at jeg er kommet med i Center for Internetforskning sammen med en masse spændende forskere, der alle har tilfælles at vi forsker i internettet fra forskellige vinkler. Sådant et netværk er rigtig godt, og jeg ser frem til en masse samarbejde på tværs omkring status og udvikling på internettet. På blogsiden har ph.d.-studerende Stine Lomborg skrevet en rigtig interessant artikel Navigating the Blogoshpere, hvor hun klassificerer weblogs i subgenrer og arbejder med en typologisering af personlige weblogs.

Det var vist alt for nu af (i internet tidsregning gamle) nyheder fra mig – tilbage til studérkammeret..

Der er ikke mange cases om virksomheder med succesfuld anvendelse af sociale medier, og som ydermere også deler ud af sin erfaring. Designfirmaet Normann Copenhagen er undtagelsen.

I artiklen Hellere sociale medier end asocial markedsføring som jeg har fundet på k-forum kan du læse Normann Copenhagens online brand manager Michael Rying fortælle om og give konkrete eksempler på hvordan virksomheden i nu to år har brugt især flickr men også en blog, facebook, twitter mm. i stedet for traditionel markedsføring, for som Rying påpeger i artiklen: “Traditionel markedsføring vil efter vores overbevisning aldrig blive lige så fleksibel og vil aldrig komme lige så tæt på kunderne, som vi kan med de sociale medier.”

Det der er så interessant ved artiklen er, at den viser handling bag al den snak om web 2.0 - at man med et formål og et budskab, og en stor portion mod til at eksperimentere og satse på tilgængelighed, kan komme temmelig langt med sociale medier i sin markedsføring, i dette tilfælde med fokus på en meget visuel anvendelse af de sociale medier, som egner sig godt til netop dette brand. Årsagen til at denne form for markedsføring har fungeret så godt er formentlig, at målet er at fortælle deres historier til målgruppen, og ikke en bred eksponering. Som Rying beskriver det: “ Derfor er der også film, som aldrig vil blive set af særligt mange, men hvis du overvejer at købe et ler-bord til 18.000 kroner, kan det være interessant at bruge 5 minutter på, at se hvordan bordet blev til”.

En anden grund er højst sandsynligt også at man fra Normann Copenhagens side har formået at integrere de mange sociale værktøjer og dermed udnytte nettets økosystem, som handler om netværk mellem mennesker faciliteret af online sociale værktøjer. Om dette kan du læse mere på Lilia Efimovas blog om bloggens økologi, der går i dybden med dette aspekt.

Om bloggen SpottedbyNormannCopenhagen.com fortæller Rying hvordan den først primært var tænkt som et internt eksperiment – en måde at få gang i den interne videndeling, men at den viste sig at kunne noget andet og mere. “I dag er den en af vores vigtigste interne og eksterne kommunikationskanaler med over 20.000 besøg pr. måned. Og den vil i det nye år også fungere som salgskanal for vores kommende online shop. Vi har lavet +700 blogposts og publicerer næsten dagligt en ny historie. Det tvinger os til – på en positiv måde – at finde blog-historier i stort set alt, hvad vi gør. Resultatet er, at vi har et meget stort bibliotek af historier om vores produkter, designere, holdninger og firmakultur”, fortæller Michael Rying.

Læs selv artiklen med mange flere interessante eksempler på de mange forskellige online markedsføringsaktiviteter, og de fordele de hver især har haft for Normann Copenhagen. Supplér gerne med nogle eksempler du kender til - også på nogle mindre vellykkede forsøg, hvis du sidder inde med dem, for det er og bliver jo forskelligt fra produkt til produkt og fra firma til firma, hvilken social medie-indsats der virker / ikke virker, og der sidder sikkert stadig mange virksomheder som har følelsen af, at det at blogge er som at råbe ned i en spand. Man hører kun sig selv.

I morgen tv’ets dækning af det netop afsluttede kommunal og regionsvalg hæftede jeg mig ved et interview med den radikale politiker Manu Sareen, der på Tv2 News fortalte om de mange vrede kommentarer han havde fået på sin hjemmeside fra vælgere, der ikke brød sig om udfaldet af nattens forhandlinger mellem de kommunale politikere i København. Politikken i det lader jeg de politiske eksperter udtale sig om, men det der er interessant fra min synsvinkel er, at man tydeligt kunne se, at de mange ytringer på hjemmesiden fra hans vælgere virkelig havde gjort et stort indtryk, og som han sagde “Jeg vidste slet ikke at så mange vidste, at jeg havde den hjemmeside”.

Dette er jo på mange måder et godt eksempel på de muligheder som en interaktiv hjemmeside byder på, både for borgerne, der har et sted at gå hen og fortælle om noget de har på hjerte (i det her tilfælde deres frustrationer, hvilket nok er en typisk anvendelse i denne sammenhæng), og for politikerne der har mulighed for at få borgernes reaktioner, direkte og ufiltreret.  Jeg har forgæves forsøgt at gå ind på Manu Sareens hjemmeside og se nærmere på kommentarerne, men den er utilgængelig lige for øjeblikket, hvilket jo er lidt problematisk. Den burde i hvert fald kunne findes her: www.manu.dk

Vil du i øvrigt vide mere om blogs inden for det politiske liv, så har blogforskeren Lisbeth Klastrup fra IT-universitetet en valgblog, hvor der ses nærmere på disse.

Jeg er faldet over bloggen http://www.web-strategist.com/blog/ skrevet af web-strategen Jeremiah Owyang - en inkarneret og meget flittig blogger med et stort community. Bloggen er spækfyldt med interessante blogindlæg der alle er direkte relateret til web-strategiarbejde. Bl.a. kan man læse om fremtiden for det sociale web inddelt i fem æraer og hans inddeling i tre webstrategi-sfærer hvor bl.a. følgende illustrationer er fra:

Denne figur er fra blogindlægget The Future of the Social Web: In Five Eras:

Denne figur er fra blogindlægget The Three Spheres of Web Strategy:

Og til sidst dette blogindlæg hvor Jeremiah Owyang reflekterer over, hvad han har fået ud af at blogge i de tre år som the webstrategist blog har eksisteret.